Morten Albæk, direktør for marketing og kundeoplevelse i Vestas

Jeg er grundlæggende helt enig med Morten Albæk i, at en leder skal lede gennem ærlighed og oprigtighed, da man derigennem kan opnå engagerede og passionerede medarbejdere.
Derimod er jeg IKKE enig i, at man kan sammenligne ledelse af voksne medarbejdere og opdragelse af ens børn. Jeg har en procesorienteret tilgang til livet og tror på at man med den rette motivation, kan opnå de ting som man brænder for at er passioneret omkring. Jeg ved af egen erfaring, at jeg ikke, ligesom Albæk selv, har fået nogen nævneværdig succesoplevelse indenfor håndværksfaget. Noget, som jeg tror hænger sammen med den tilgang til det, som jeg fik, hvor min far smed det voldtagede stykke træ væk og sagde, at det ikke lignede det, som det egentlig skulle være. Fokus var på den resultatet frem for den proces, som det enkelte individ har gennemgået i løbet af tilblivelsen af dette stykke træ.
Fokus på processen kan føre mange nye ting med sig, mens det nøgterne resultat blot er en anledning til at konstatere: Duer / duer ikke.

Udviklingspsykologien har massivt påvist, at børn ganske rigtigt LÆRER at lyve, og særligt af deres forældre, gennem opdragelsesprocessen. I udgangspunktet ér de bare som de er. BEVIDST og UBEVIDST! Og på mere end ét niveau. Gennem opvæksten kan børn nemlig fremmedgøres fra sande sider af sig selv, som de derfor i relationel forstand derefter må lyve om. Fordi de af deres forældre er blevet mødt uempatisk, når de har følt og vist disse sider af sig selv i relationen til mor og far.

- for ét er at definere et intenderet skærebræt som "noget møg" (eller alternativt som forælder at se træpyramiden som et første, uøvet og ”FLOOOT!!” forsøg på et skærebræt, og på det at arbejde i træ på en hensigtsmæssig måde, og dermed anspore barnet til at arbejde mere i træ og øve sig på at blive bedre til træarbejde, og samtidig øge dets selvværd og selvtillid)...

- noget andet er at kunne tale med sensorisk, følelsesmæssig og mental integritet... Altså at kunne tale "frit fra hjertet" så disse tre lag af personligheden i forenet integritet bliver sandfærdig og kommer rent til udtryk i lederes kommunikation (sådan som små børn rigtigt nok er meget dygtige til - "fra børn og fulde folk" skal man jo, som ordsproget siger, høre sandheden).
Det er BEVARELSEN AF denne integritet gennem et barns opvækst, der er den store forældre (og leder) – udfordring. Den fordrer, at vi som forældre kan hjælpe barnet til AT FORBLIVE SAND overfor sig selv ud fra dets umiddelbare sensoriske selvoplevelser, følelser og senere tanker. Hvis denne proces skal lykkes fordrer det at vi som personer (forældre, og ledere) selv er kendetegnet ved denne integritet. At vi EVNER at tale åbent om det vi tænker, føler og sanser. Dette betyder ikke at resultatet bliver en grænseløs eller skamløs voksen, men derimod en voksen der med modenhed kan tale om det at være menneske i alle dets facetter. På godt og ondt.

- og det lader sig gøre at hjælpe ledere med at udvikle evnerne til i alle tre forstande (mentalt, følelsesmæssigt og sensorisk) at kunne være mere sandfærdigt i kontakt med sig selv, og dermed også være det samme andre.
Forudsætningen for at ledere sandfærdigt kan indgå i deres professionelle relationer på en trivselsfremmende måde, og derved anspore andres menneskelige kreativitet og tillid, er at de selv i personlighedspsykologisk forstand er velintegrerede. Målet for ledere i udviklingsforløb kan derfor være at udvikle evnerne til at kunne møde andre med den egenskab vi har valgt at kalde "DEDIKERET INTEGRITET". Evner til at have kontakt til og accept af ”hele sig selv”, og dermed kunne møde andre med samme accept. Denne evne hedder også empati, og når vi har den kan vi dedikere den til andre, og derved invitere dem til at møde os på samme måde – med helstøbt ærlighed og tillid.

Det som i vores erfaring "duer", når ledere vil lære at tale mere sandt, er at hjælpe dem til at opdage, hvor dei personlighedsmæssig forstand lyver for sig selv, og dermed også andre, uden de selv er bevidst om det.

Tak for en monolog der ansporer til dialog :-)

Med venlig hilsen

Frank Lyngholm
cand.psych.aut./MØK
Leder af Institut for Empatisk Ledelse